I kapløb med coronaen i Uganda

Hent artiklen som PDF her

Buster Kircher fra Sædding var i Uganda, da verden lukkede ned. Her er historien om hans hurtige exit ud af landet

CORONA – Syv timer før præsident Yoweri Museveni indstillede al flyvning fra Ugandas internationale lufthavn, fløj jeg ud af landet og tilbage til Danmark, selv om jeg lige var startet på mit udlandseventyr. Her er historien om, hvordan det gik til.
Længe er coronaen meget fjern for mig. Når jeg snakker i telefon med familien i Danmark, nævner de med angst i stemmen de nye restriktioner, regeringen nu har indført. Alt imens er stemningen i Uganda ganske, som den plejer at være. Der sælges tomater på markedet, busserne skramler og coronavirus er noget, man hører om i fjernsynet.
Men det ændrer sig hurtigt. Jeg må hjem
Jeg sidder klistret til tv-skærmen på en snusket bar i hovedstaden Kampala, da præsident Museveni i en sjælden tale til nationen bebuder nedlukning af landets skoler og forbyder alle former for offentlige forsamlinger.

Præsident Museveni kom pludselig med en nedlukning af landet.

Pandemien banker på Ugandas hoveddør, og meget tyder på, at den selv lukker sig ind. Hvis ikke sundhedsmæssigt, så økonomisk. Den manglende import-eksport som verdens nedlukning vil medføre, vil bringe en i forvejen lidende økonomi i noget nær recession.

Racisme i Kampala
For mange ugandere vil mistede indtægter føre til desperation, som ofte fører til forøget kriminalitet, og da man som hvid mand i Uganda er en omvandrende hæveautomat, er beslutningen om at forlade landet ikke spor vanskelig. Dagen efter bestiller jeg en flybillet tilbage til Danmark til overpris.
I et land, hvor mange i dag spiser for de penge, de tjente i går, er et udgangsforbud noget nær umuligt. Derfor fortsætter dagligdagen for de fleste ugandere også relativt uforandret efter præsidentens tale, men for mig ændrer noget sig radikalt:
”Coronavirus,” råber to skolebørn hånende efter mig. Overbevist om, at tilråbet skyldes børnenes kåd­hed, fortsætter jeg upåvirket i retning mod Owino-markedet i det centrale Kampala.

Owino-markedet i Kampala.

Jeg finder dog hurtigt ud af, at det ikke kun er skolebørn, der kobler den dødbringende virus sammen med den hvide mand. På markedet bliver jeg i første omgang forment adgang, men får sidenhen lov at entrere. Andre går i store buer udenom mig og dækker ansigtet, når jeg går forbi.

Lufthavnen lukkes
Lørdag aften spreder rygtet sig på mit hotel: Præsidenten lukker lufthavnen i morgen ved middagstid. Mit fly er først søndag aften, så jeg spidser ører. Flere hotelgæster begynder straks at pakke deres ting og bestille transport mod lufthavnen. Andre er mere rolige og mener, det er en overreaktion, men jeg har set skriften på væggen.
Med to store tasker på ryggen går jeg ud i den milde aftenluft og stiller mig ved den travle hovedvej. Klokken nærmer sig midnat. En boda-boda (swahili-betegnelse for motorcykeltaxa, red.) holder ind til siden. Vi forhandler pris og koordinerer taskerne. Den store taske placerer vi på sædet imellem os, og den mindre rygsæk kan jeg have på ryggen.
I lufthavnen beroliger lufthavnspersonalet mig. Efter planen flyver vi hele søndagen, fortæller en medarbejder fra Turkish Airlines. Deres kontor er stadig åbent klokken 01.30. Mange rejsende bærer masker, men ellers er alt forholdsvist udramatisk.
Jeg boarder flyet planmæssigt, og mens vi accelererer på landingsbanen, synker jeg lettet ned i sædet.
Min sidemand prikker til mig, og viser mig sin telefon. Det er en live-optagelse af endnu en tale fra præsident Museveni, som nu indfører strengere restriktioner for at forhindre, at coronavirussen bliver endnu en af de i forvejen talrige humanitære katastrofer i Afrika.
Nu venter 14 dages isolation i kælderen derhjemme.

Tekst og foto: Buster Kirchner

Top