Huset der ikke kunne lade sig gøre

Bare glem det! Sådan lød svaret på de første mange ansøgninger om at bygge det ’hemmelige hus’ i Marbæk på en helt speciel placering

Hele artiklen i PDF-format

NATURGRUND – Lidt ude i skoven lå et lille bjerg. Aldrig så jeg så dejligt et bjerg.

Sådan har det måske lydt i tankerne hos den mand, som i 1964 sendte første ansøgning til Fredningsnævnet om tilladelse til at bygge et hus på en bakke ved Myrthuevej, lidt udenfor Hjerting.

Lige her, ved indgangen til Marbæk-området, havde han udset sig en dejlig plet til et nyt hus. Men både udgangspunktet og svaret på ansøgningen var helt umuligt:

”Det kan slet ikke lade sig gøre at bygge her – bare glem alt om det!”

Sådan lød essensen af både det første og siden mange følgende svar fra forskellige myndigheder.

Og det er en tankevækkende historie i dagens lys, hvor man ivrigt debatterer f.eks. de nye, kystnære udstykninger i udkanten af Hjerting.

Huset i Marbæk er simpelthen huset, der ikke kunne lade sig gøre.

”Men myndighederne havde ikke vidst, hvem de var oppe imod, for han blev ved og ved og ved,” fortæller husets nuværende ejer Hans Tobiesen, som fik et tykt ringbind om den gamle sag med i købet, da han overtog ejendommen.

Overassistent Ejvind Nielsen, der arbejdede hos Esbjerg Kommune og havde ansøgt om byggeriet, var nemlig ikke en mand, der bare lige gav op.

”Han ville slet ikke acceptere et afslag og fremførte hele tiden, at der ikke var hjemmel i loven til at give et afslag. Fredningsloven var nemlig ikke på plads dengang,” forklarer Tobiesen, mens han bladrer i de mange sirligt formulerede og maskinskrevne breve i mappen.

De følgende år røg de frem og tilbage mellem ansøger og bl.a. Fredningsnævnet, Boligministeriet, folketingsmedlemmer og hvem overassistenten ellers fik involveret i sin stædige kamp for at få ret. Den daværende Alslev-Hostrup Kommune, som området hørte ind under, var indforstået med byggeriet – det gjaldt dog ikke Boligministeriet.

Men ret skal være ret, og ret fik overassistent Nielsen endelig efter tre års kamp. Til sidst var det myndighederne, der gav op – bl.a. med hjælp fra folketingsmedlemmet Kresten Østergaard – og byggetilladelsen blev givet for 50 år siden i 1967.

”Det er jo en meget sjov historie, der knytter sig til huset her. Og det er også derfor, jeg kan sige med sikkerhed, at der ikke er flere, der får lov at udstykke herude,” siger Hans Tobiesen, som nu har sat huset til salg.

Han er for flere år siden gået på pension efter en lang karriere i reklamebranchen, bl.a. som partner i det lokale reklamebureau Kruc & Tobiesen.

”Jeg vil ikke sige, at alderen tynger, men det kommer den jo til på et tidspunkt. Og min kone Sonja ville være meget ked af, hvis det var hende der skulle stå for alt det praktiske med salget på et tidspunkt,” siger han om den svære beslutning.

Parret var selv hurtige ved havelågen i sin tid, da de hørte, huset i Marbæk var til salg.

”Da vi kom herop, kom manden frem og spurgte, om vi ikke ville ind og se huset? Nej, jeg vil hellere hen til kanten og kigge, svarede jeg. Og så var jeg solgt lige med det samme til den udsigt her,” fortæller Hans Tobiesen, mens vi står og kigger ud over Marbæk-området, Ho Bugt, henover Skallingen og helt ud til Vesterhavet.

I klart vejr kan man også se vindmøllerne ved Horns Rev og skibe langt ude på havet. Selvom det ikke virker sådan, når man kører hertil, er man faktisk så højt oppe, at man kigger ned på den store bakke ved Bulbjerg syd for Restaurant Sjelborg Strand.

Og det 150 kvm hus i ét plan med fladt tag ligger og putter sig bag skrænten, så det slet ikke kan ses fra Myrthuevej. Der er folk – også undertegnede – som har kørt forbi i årevis uden overhovedet at bemærke, at der ligger et hus ovenfor bakken.

Skrænten betyder i øvrigt også, at vinden bliver sendt op over grunden. Så trods den gode udsigt til den barske vindside er der som regel læ på den 5.300 kvm store naturgrund.

”Der er ikke plantet noget på grunden udover lidt græs rundt om huset. Resten har naturen ordnet, og vi har en rådyrfamilie, som har boet i kanten af grunden i adskillige år, så vi har kid løbende rundt,” fortæller Hans Tobiesen.

Han og fruen er nu ved at forberede sig på at sige farvel til parrets private paradis gennem 17 år.

Og det er først og fremmest udsigten, de vil savne.

”Lige efter vi overtog huset, kom den store orkan i 1999. Og den gav os endnu mere udsigt, for der røg jo nogle træer.”

Relaterede artikler

Top