Hjertingpræst klar med ny børnebog

FORFATTERSKAB – Sognepræst Georg Græsholt fra Hjerting Kirke har fået smag for at skrive bøger og er nu klar med en ny børnebog, ’Englen i skoven’, som netop er udkommet på forlaget Cadeau.

Bogen er en fortsættelse af ‘Mosemanden’ fra december 2014, men den nye roman for børn fra 7 til 12 år – samt deres store søs­kende, forældre og bedsteforældre – kan læses selvstændigt.

 

Dobbeltmorder er løs

Persongalleriet er det samme som i ‘Mosemanden’, men hovedpersonerne går nu i 5. klasse, og børnene skal afsted på lejrskole i en stor skov.

Undervejs hører de i radioen, at en farlig dobbeltmorder netop er flygtet fra et fængsel – tæt på den hytte, hvor de skal bo…

Ifølge forfatteren har bogen det hele: Dobbeltmordere, kaskelothvaler, skovflåter, storbandende kaptajner, storgrinende naturvejledere – og engle.

“Det er en dramatisk og spændende bog, men vigtigst af alt – den ender godt,” afslører Georg Græsholt.

Den nye børneroman kan bl.a. købes hos Varmings Boghandel i Esbjerg, hvor forfatteren signerer bogen fredag den 27. maj kl. 16.

 

 

Top