Hjerting Laks fusionerer og flytter – MacArtney rykker ind

FUSION – 100 års lokal erhvervshistorie rundes af, når Hjerting Laks A/S nu gør klar til et nyt kapitel for virksomheden. Brødrene Andreas og Christoph Kjærgaard fusionerer den gamle familievirksomhed med Polar Salmon A/S og flytter ind hos den nye partner på Esbjerg Havn.

Dermed styrkes Hjerting Laks til fremtiden som en del af den store Polar Seafood-koncern, og Hjerting mister en stor virksomhed.

Men til gengæld får nabovirksomheden MacArtney plads til udvikle sig i Hjerting i fremtiden. MacArtney overtager både grunde og bygninger fra Hjerting Laks og får omkring dobbelt så meget plads at boltre sig på.

Og for Kjærgaard-brødrene er det en god løsning, som har været medvirkende til beslutningen om fremtiden.

 

Lange overvejelser

”Gennem de sidste fem-seks år har vi overvejet, om vi skulle investere i nye produktions-faciliteter eller lade Hjerting Laks blive en del af en større organisation. Vi har analyseret på en helt ny fabrik i et af Esbjergs industrikvarterer, og sideløbende har vi undersøgt mulighederne for enten salg, fusion eller et samarbejde under en eller anden form,” oplyser direktør Christoph Kjærgaard, Hjerting Laks.

Overvejelserne og beslutningen har været længe undervejs. Og i løbet af 2014 blev snakken med naboen MacArtney om en eventuel overtagelse af bygningerne mere håndfast. Bygningerne på Bytoften i Hjerting overdrages til oktober, og salget har spillet positivt ind på overvejelserne.

 

I familiens ånd

Brødrene Kjærgaard peger på, at det er helt i ånden fra deres far og tidligere ejer af Hjerting Laks, afdøde købmand Otto Kjærgaard.

Han var i sin tid meget aktiv i udviklingen af Hjerting, hvor hans egen farfar startede købmandsforretning for 100 år siden i år, og med salget til MacArtney sikres fremtiden for en stærk erhvervsudvikling i det centrale Hjerting.

”Det er en god løsning for både Hjerting Laks og hele Hjerting, så det glæder vi os meget over. Tankerne om salg har ulmet i mange år, og vi været gennem nogle grundige og langsigtede overvejelser om, hvad der er bedst for virksomheden,” siger Christoph Kjærgaard, der ejer Hjerting Laks sammen med sin bror Andreas Kjærgaard, som er produktionsdirektør i virksomheden.

 

Andreas træder ud

Andreas træder ud af virksomheden og ejerkredsen mod slutningen af året, når de praktiske forhold med flytningen er endeligt overstået.

Christoph fortsætter som meddirektør og aktionær i det nye selskab, som endnu ikke er navngivet og får i alt 150-200 medarbejdere alt efter sæson. Hovedparten af de omkring 45 medarbejdere hos Hjerting Laks flytter med til Esbjerg Havn, og produktionen rykkes i takt med, at det praktiske falder på plads.

Planen er, at de store røgeovne i Hjerting slukkes for sidste gang til sommer, og MacArtney overtager bygningerne til oktober.

Er det vemodigt?

”Ja, det er da en mærkelig fornemmelse, men det er såmænd ikke vemodigt,” siger Christoph Kjærgaard.

 

Christoph bliver længe

Han fortsætter som nævnt i branchen som meddirektør i det nye fælles fusionsselskab, og hans personlige plan er at fortsætte med det, så længe han kan se ind i fremtiden.

”Ellers springer man jo ikke ud i den slags. Så det er med sigte på mindst fem-ti år.”

Broderen Andreas kommer heller ikke til at kede sig i år, for han bliver i virksomheden, indtil flytningen og overdragelsen af teknik og knowhow til det nye selskab er på plads. Derefter ved han endnu ikke, hvad der skal ske.

 

Biler og ejendomme

”I første omgang skal jeg jo hjælpe med at få det overdraget på bedst mulig måde, og der bliver nok at se til med flytning og en masse praktiske ting.”

Hvad skal du så bruge alle de rare penge til?

”Ha-ha – det ved jeg ikke noget om endnu. Jeg har ikke haft tid til at spekulere så meget over det, men jeg har jo en forkærlighed for noget med fire hjul og en motor. Så det kunne godt være noget i den retning,” siger Andreas Kjærgaard, der ejer et par sjove biler.

Kunne du finde på at handle med biler?

”Måske – eller reparere dem. Og vi har jo stadigvæk et ejendomsselskab sammen, og her er jo også nogle projekter i gang, som vi kan bruge noget tid på. Og så har vi hvert vores holdings- og investeringsselskab ved siden af.”

Skal der gives mere gas i ejendomsselskabet?

”Det kunne da godt tænkes, ja.”

Privat bor de to brødre i Hjerting, og her bliver de boende.

 

 

 

Relaterede artikler

Top