Hjerting Kirke overvejer ’herreklub’

MANDESNAK – Hjerting Kirkes menighedsråd havde forleden en snak om eventuelle nye initiativer og et af disse har fået arbejdstitlen ’herreklub.’ Noget som man også har i andre kirker rundt om i landet.

”De mange forskellige arrangementer, der foregår i kirkens lokaler, har virkelig stor succes med masser af engagerede deltagere. Men vi vil gerne række endnu længere ud,” siger sognepræst Kræn Christensen fra Hjerting Kirke.

”Tendensen er, at flere mænd finder sammen i uforpligtende fællesskaber – af mange forskellige årsager. Fornylig drøftede vi så tankerne på et møde i menighedsrådet og blev enige om at give bolden op og fortælle om ideen. Dels for at se, om der er interesse og dels for at få nogle input til, hvad folk kunne tænke sig af indhold,” forklarer Kræn Christensen.

”Nogle gange tror vi, at vi ved, hvad folk gerne vil have, men hvorfor ikke spørge sognebørnene?”

Mange af de eksisterende aktiviteter foregår i dagtimerne på hverdage, og derfor appellerer de primært til folk, der er gået på pension eller er frie fugle rent arbejdsmæssigt.

”Vores tanker er på et meget tidligt stadie, men rent praktisk kunne det f.eks. være arrangementer, der bygges op om en aktivitet, men også med masser af tid til uformel og løs snak om alt mellem himmel og jord. Kun fantasien sætter grænser, og man kunne mødes om alt. Lige fra at tage til fodboldkamp eller på udflugt, besøge en virksomhed eller et museum, se en film eller høre et foredrag – eller måske lave noget praktisk sammen. Aktiviteterne i herreklubben skal ses som den folkelige side af kirkens arbejde,” siger Kræn Christensen.

Han opfordrer alle interesserede mænd til at byde ind med deres egne ideer og tanker.

Opfordringen er hermed givet videre – Kræn Christensen kan træffes på mailadressen pkch@km.dk – eller man kan kontakte formand Tove Porsholdt Andersen via mailadressen toveporsholdtandersen@gmail.com.                        

Relaterede artikler

Top