Havneøen med lagune og lystbådehavn tager form

Hele artiklen i PDF-format

HAVNEØ – ”Du har vel ikke et par ekstra af de hjelme der, så vi kan kigge lidt nærmere på det hele?”

Spørgsmålet får kommunal projektleder Torben Hartung til at vende sig om og med et smil på læben svare, at det nok desværre ikke kan lade sig gøre. Spørgeren er Carsten Senger, en interesseret borger, der står og iagttager arbejdet med den nye Havneø ved Esbjerg Brygge uden for det opstillede stakit.

Men i stedet for en tur ind på arbejdspladsen får han en forklaring af Torben Hartung, som netop denne dag, hvor Hjerting Posten har sat projektlederen i stævne, er i gang med at forberede ankomsten af de massive stormporte, der skal fungere som de sejlendes indgang til den nye Havneø.

Det store havnebyggeri, der tog sin begyndelse i juli sidste år og står til at koste cirka en kvart milliard, begynder for alvor at tage form.

Kanalen langs den sydlige side af Havneøen titter frem, hvilket er den sidste del af den omkransende dæmning, der mangler at blive gravet ud. Det område der kommer til at gå under navnet Havnelagunen.

Tirsdag den 18. september blev de to stormporte, der hver vejer ca. 31,5 ton, hejst ned i slusen ud til forhavnen. De har en størrelse på 95,2 kvm.

 

Projekts første fase, den såkaldte vandfase, regner Torben Hartung med er færdig ved slutningen af februar næste år. En fase der indtil nu er gået godt for den ansvarshavende entreprenør Aarsleff.

”De har holdt den tidsplan, der blev lagt ud. De har på godt jysk været hele fremme i skoene omkring planlægningen,” siger Torben Hartung.

Den største udfordring, han sammen med Aarsleff er stødt på, var opdagelsen af en masse tørv bestående af døde plantedele under slusen, hvor stormportene skulle stå. Til at starte med blev det vurderet, at tørvelaget ikke ville betyde så meget.

”Under havbunden inde i slusen ligger der en tyk betonplade, og nedenunder den plade lå der før en masse tørv. Den prop var vi nervøse for ville trække betonbundpladen ned,” siger Torben Hartung.

”Vi besluttede derfor, at vi skulle ned og fjerne den tørv, så vi gravede et kæmpe hul ned til det. For vi turde simpelthen ikke støbe den kæmpe betonplade ovenpå den prop af tørv. Det tog fire-seks uger, sådan som jeg husker det,” fortæller Torben Hartung.

Jorden fra havbunden er sur

En anden udfordring, projektet stadig bakser med, ligger ved arealet ned til vandet nord for stormporten. Et område der skal ende med at blive et lækkert, grønt stykke jord, hvor man kan nyde aftensol og solnedgang.

Her er der lagt en masse af det jord, der er gravet op nede fra havets bund.

”Problemet er bare, at det tørv har ligget så lang tid under havbunden, at det er meget surt. Det har en pH-værdi på 3,9, og den skulle vi gerne have op på omkring seks-syv stykker, før vi kan plante græs,” siger Torben Hartung.

Projektleder for det store havnebyggeri Torben Hartung er sammen med entreprenøren Aarsleff godt i gang med byggeriets første fase. En del af den fase er arbejdet med en rampe til bådtrailere.

 

For at få pH-værdien til at stige har man derfor smidt en masse kalk ud i området, der henover vinteren og foråret gerne skal gøre jorden mere basisk.

Ved stormporten bliver der desuden installeret et lyssignal, som fortæller bådene langt ude på havet, om portene er åbne eller lukkede.

”Det er for at undgå, at sejlere tager turen helt ind i bugten for så at finde ud af, at portene er for,” forklarer Torben Hartung.

Havneøen kommer til at kunne bruges af både kajakroere, fritidsdykkere og sejlere; sågar lystfiskere har fået deres eget område ved den vestlige bred, hvor der er opstillet seks runde betonklodser kun få meter fra vandet.

Her er det meningen, at lykkesøgende lystfiskere kan stille sig ned og kaste en snøre i vandet.

 

Lystbåde rykker ind til oktober

LYSTBÅDEHAVN – Esbjerg Søsport og medlemmernes både får snart et nyt hjem. I uge 42 begynder foreningen at rømme deres nuværende lystbådehavn i Esbjerg Havn og Frank Rasmussen, formand for Esbjerg Søsport, fortæller, at allerede i løbet af oktober og november flytter en stor del af medlemmerne deres både ind i den nye base ved Havneøen.

”Som det ser ud lige nu, er der tale om 60-70 både, der flytter direkte ind i den nye lystbådehavn. Resten kommer til næste år,” siger Frank Rasmussen.

De 200 pladser, som lystbådehavnen på nuværende tidspunkt har, er reserverede, men kommunen har slået fast, at der er plads til at udbygge med 100 ekstra pladser.

Projektleder Torben Hartung fortæller, at installeringen af flydebroerne, der kommer til at være lystbådehavnens skelet, går i gang i uge 43 og 44.

Selve lystbådehavnen kommer til at bestå af én stor bro med fem mindre flydebroer ud til siderne.

”Ude for enden af den store hovedbro laver vi en lille platform på ti gange 12 meter. Det bliver en platform, hvor man kan lave ophold ude, og hvor der kan sættes borde og bænke op,” siger Torben Hartung.

Priser fra 1.600 til 2.200 kr. for en sæson

Lystbådehavnen er ejet af kommunen, men i driftsaftalen fremgår det, at Esbjerg Søsport står for den daglige drift, opsyn og vedligeholdelse af flydebroerne.

Aftalen gælder til og med 2019 og skal genforhandles én gang årligt.

Priserne for bådleje kommer til at variere fra 1.600 til 2.200 kroner alt efter bådens længde. Priserne er for en sæson gældende fra april til november.

Lejen forventes at stige med tusind kroner årligt, når Det Maritime Center efter planen bliver indviet i 2021. Lystbådehavnen får desuden en nybygget trailerrampe, hvorfra sejlere kan sætte deres båd i vandet. Den er placeret ved Tage Sørensens Plads.

 

Relaterede artikler

Top