Handicap skal ikke stoppe filmdrømmen

28-årige Bilal Hussain er bidt af film og drømmer om selv at blive professionel filminstruktør på fuld tid

Hent hele artiklen som PDF

FILMDRØMME – Bilal Hussain på Åmosevænget er aktuel med sin syvende kortfilm, Kørestol og fælden. Den 28-årige mand lader sig ikke begrænse af en medfødt sygdom, men knokler videre for at nå sin store drøm: At blive filminstruktør på fuldtid.
”Jeg elsker at se film og serier, og så vil jeg gerne være filminstruktør på fuldtid,” siger Bilal Hussain begejstret til Hjerting Posten en solskinsbeskinnet søndag formiddag, da avisens udsendte besøger ham på hjemmeadressen i Ådalen.
Interessen for film har Bilal Hussain altid haft, og siden han startede på Glad Fagskole for 10 år siden, har han elsket at fortælle historier. Karrieren som filminstruktør tog for alvor fart, da dansk-pakistaneren efter endt uddannelse fra Glad Fagskole fik job på TV Glad. Her laver han i dag sportsnyheder og andre journalistiske opgaver på syvende år.

Selvkørende filmmand
De mange kortfilm laver Bilal Hussain i sin fritid, og her er han i den grad selvkørende. Optagelse, lyd, redigering, planlægning og meget andet står han alene med. Det kan være hårdt, særligt når man som Bilal lider af den sjældne sygdom, Triple A, som begrænser ham på flere fysiske parametre:
”Jeg kan ikke løfte, jeg kan ikke gå hurtigt og jeg kan ikke hoppe. Mit spiserør er også blokeret, så når jeg spiser, glider maden langsomt ned, og jeg skal huske at tage den med ro.”
Det er dog nemmere sagt end gjort. Bilal Hussain har været på filmfestivaler i Pakistan og Venedig, han går i fitnesscenteret hver eneste dag og så snakker han i øvrigt fire sprog. Der er ikke tid til ro:
”Jeg har svært ved at holde mig i ro, og nogle gange tænker folk, at jeg må have ADHD, men det har jeg altså ikke. Det er bare min energi og motivation, der kommer til syne,” siger Bilal Hussain og griner, inden han fortsætter i et mere alvorligt toneleje:
”Der er mange, der er mere syge end mig. Nogle sidder i kørestol 24 timer i døgnet. Tænk på dem, de klager ikke, men lever deres liv. Det skal ikke være en hindring.”
Bilal Hussain bryder sig bestemt ikke om selvmedlidenhed, men somme tider kræver hans tilstand en uddybende forklaring:
”Hver eneste gang jeg finder nogle skuespillere, forklarer jeg dem først, at der er en begrænsning med mig, og så hjælper de gerne med at bære kameraet eller andet udstyr. Det er fantastisk,” fortæller han.

Bilas sjette kortfilm hedder Kørestol og fælden og er til dels optaget ved Sædding Strand.

Positivt sind
Det prisværdige gåpåmod og positive sind hjælpes godt på vej af Bilal Hussains nærmeste:
”Min far støtter mig meget. Det samme gør min mor og min kone, og det giver mig et boost til at lave filmene.”
Den faglige inspiration henter Bilal Hussain dog milevidt fra ligusterhækkene på Åmosevænget. Hollywood-instruktørerne Tony Scott og Martin Scorsese er esbjergenserens største forbilleder, og hvem ved, måske Bilal Hussain en skønne dag opnår den samme anerkendelse som sine idoler?

Tekst og foto:
Buster Kirchner

Tekst:

Der er lukket for kommentarer.

Top