Hæder til lokalt talent

TALENTPRIS – Talentet har aldrig fornægtet sig hos Philip Meldgaard Jessen fra Hjerting, og nu får han også papir på det. Den 14-årige vandskiløber vinder Talentprisen 2016, som uddeles af Esbjerg Kommune og Ugeavisen Esbjerg.

Philip vandt prisen i konkurrence med 11 andre kandidater, og han har været flyvende i år.

Også helt bogstaveligt, for han slog bl.a. en 35 år gammel rekord hele to gange til DM-stævnet, hvor han hoppede hele 38,4 meter. Det ville have rakt til en andenplads i voksenrækken, og var samtidig det næstbedste hop i Europa. Ved EM i Italien vandt han den første danske bronzemedalje i sin klasse, og han vandt desuden en international turnering i Tjekkiet.

Vandskibane på vej

Så vi kommer nok til at høre meget mere til Philip, der formentlig også kan se frem til træningsfaciliteter meget tættere på hjemmet.

Som beskrevet i Hjerting Posten sidste år arbejder gode kræfter i det lokale vandskimiljø på at etablere en vandskibane på de kunstige søer i den store grusgrav ved Hostrup mellem Hjerting og Alslev.

0Eller rettere genetablere, for her har var faktisk en vandskiklub for over 20 år siden, men foreløbig er meldingen, at projektet nok trækker ud til 2018.

 

 

Relaterede artikler

Top