Guldægget og blomsterbutik åbner filialer hos Meny

Bagerbutik opbygger eget lokalt bageri med friskbagt brød hele dagen

DETAILHANDEL – Det bliver bagerne bag Café Guldægget i Esbjerg, som kommer til at slå brød op i det nye Meny supermarked, der åbner i Hjerting Bycenter ultimo november.

Aftalen er netop faldet på plads, og nu får håndværkerne ekstra travlt, for det er ambitiøse planer, der nu er sat til hurtig gæring.

”Vi laver et 100 pct. funktionsdygtigt bageri, hvor alt bliver lavet fra bunden og bagt lokalt herude. Og vi har virkelig tænkt os at lægge os i selen med friskbagt brød hele dagen – også varmt brød om eftermiddagen,” fortæller medejer Mark Mikkelsen fra Guldægget.

”Det bliver en lidt anderledes udformning, end man kender fra vores caféer i Kongensgade og på Torvet. Folk skal endelig ikke tænke café, når de tænker på os i Meny – det er en bagerforretning i klassisk forstand med et moderne twist i udtrykket. Vi udvider vores sortiment og har selvfølgelig også helt klassiske rundstykker.”

Bagerbutikken kommer til at ligge lige til højre for det nye indgangsparti. Håndværkerne er nu i fuld gang med tilbygningen af omkring 120 kvm bageri langs siden af bygningen over mod Hjerting Kirke, og der kommer også en kælder på knap 80 kvm.

Ifølge Hjerting Postens oplysninger var den fremstormende kæde Lagkagehuset også i spil, men det bliver altså et lokalt guldæg, der lægges i kurven i Hjerting. Den nye bagerbutik vil have åbent alle ugens dage, den kommer til at åbne sammen med Meny kl. 7 om morgenen, og der kan købes brød hele dagen til supermarkedet lukker kl. 20.

”Nu er det så nyt det hele, men når vi ser, hvordan det hele kører, så indretter vi vores åbningstider efter kundeflowet. Vi har allerede så godt et samarbejde med Meny, at vi også får mulighed for at sælge vores produkter inde i selve supermarkedet,” forklarer Mark Mikkelsen.

Til venstre for Menys indgang vil kunderne møde endnu en nyhed, hvor Blomster i Hjerting opretter en filial med udsalg af blomstervarer.

”Det er i opstartsfasen endnu, så jeg kender ikke det endelige areal, men det bliver spændende. Butikken på Hjerting Strandvej fortsætter uændret, så vores opgave bliver at lave et fuldt assorteret blomsterudsalg deroppefra,” siger indehaver Nick Pedersen fra Blomster i Hjerting.

”Som udgangspunkt bliver filialen hos Meny ikke bemandet, og man betaler ved deres kasser. Men jeg vil selvfølgelig komme der jævnligt for at fylde op og skifte blomsterne ud, så vi kan holde vores høje kvalitet. Nu er Meny jo et rigtigt supermarked og ikke en discountbutik, så jeg er meget positiv. Og vi gør det helhjertet, når vi lægger navn til det.”

Tekst:

Relaterede artikler

Top