Forældre på IT- skole-bænken

Skole IT konsulent Jacob Elholm fra kommunen gennemgik elevernes digitale værktøjskasse.

 

DATAMATER – Udviklingen går lynhurtigt på IT-fronten, og mens børnene som regel er fremme i skoen, kan det knibe for forældrene at hænge på.

Derfor har Auraskolen netop afviklet IT Masterclass for forældrene på alle tre afdelinger, og vi kiggede forbi arrangementet på afdeling Sønderris.

Hent præsentation fra skole IT konsulenten her

”Der sker så meget på IT-siden nu, og vi synes det kunne være et godt supplement til at give forældrene et indblik i, hvad vi går og laver herovre, så man måske også kan hjælpe lidt derhjemme,” fortæller medlem af skolebestyrelsen Dorthe Årskov.

”Der er jo heller ikke alle, der sidder med en PC på arbejdet til dagligt, og det går rigtig stærkt lige nu. Børnene er jo gode til det, men vi voksne kan have brug for at blive guidet lidt.”

Derfor havde skolebestyrelsen taget initiativ til lidt undervisning af forældrene, og kommunens ansvarlige på området var straks med på ideen.

Skole IT konsulent Jacob Elholm fra Esbjerg Kommune tog rundt på afdelingerne og gennemgik de forskellige digitale læremidler og SkoleSkyen, som er den samlede indgang til programmer og materialer.

”Vi skal jo bruge noget IT til at hjælpe med undervisningen, også i f.eks. dansk stil og matematik. Så det er vigtigt, at forældrene sætter sig lidt ind i det og interesserer sig for, hvad deres børn bruger IT til,” siger Jacob Elholm.

Hans præsentation fra IT Master Class med links til mere info om de forskellige digitale hjælpemidler kan hentes på Hjerting Postens hjemmeside.

 

 

Rasmus Hedegård, har et barn i 0. klasse
på Auraskolen, afdeling Sønderris

Hvorfor er du med her?

”For at få lidt indblik i, hvad der skal ske med Uni-Login og Skoleskyen.”

Hvad regner du med at lære i aften?

”Jeg regner med en masse indblik i, hvordan de gør det her, så vi kan følge med i det. Det bliver spændende at se, hvad det er for noget.”

 

 

 

 

Annette Termansen, har et barn i 4. klasse
på Auraskolen, afdeling Sønderris

Hvorfor er du med her?

”Jeg er med for at følge med i skolens udvikling og for at hjælpe mit barn.”

Hvad regner du med at lære i aften?

”Jeg forventer mig meget – jeg forventer, at jeg kan følge med min datter i 4. klasse,” lyder med et glimt i øjet.

Relaterede artikler

Top