FDF og DDS deler nu samme tag

Edith Loklindt (t.v.) og Lasse Petersen (t.h) fra FDF snakker med Jesper Lykke fra DDS. 

Billedgalleri:

 

SAMMENLÆGNING – Den 5. september blev dagen, hvor Det Danske Spejderkorps i Hjerting blev lagt sammen med FDF i sidstnævntes hus på Plantagevej. Edith Loklindt, en af lederne fra FDF, beskriver sammenlægningen med en reference til et kendt program på DR.

”Det er lidt ligesom i ’Gift ved første blik’. Nogle har valgt det for os, og så finder vi ud af det bagefter,” siger Edith Loklindt.

Da kommunen valgte at sætte DDS’ hus til salg tidligere på året blev det med den besked om, at spejderne fra Hjerting blev tvangsflyttet ind til naboen. Og nu handler det om at få det bedste ud af beslutningen.

Et hus uden minderne

”Det er jo et hus, der minder meget om det, vi havde før, bare uden alle minderne,” siger Jesper Lykke fra DDS.

”Der er jo ikke tale om, at vi skal lægges sammen som grupper, men jeg tror alligevel, at det bliver svært her i starten at skulle dele. Vi har jo mange ting som spejderforening, og så er begge klubber vant til at kunne komme og gå, som man vil.”

Også ovre i FDF-lejren er man spændt på, hvordan det tvungne ægteskab kommer til at fungere.

”Vi tænker, at det bliver en udfordring, for vi er vant til at have det hele for os selv, og det er de også,” siger Lasse Petersen, spejderleder ved FDF.

På sammenlægningsdagen var alle bekymringer dog forsvundet som dug for solen. Børn og medlemmer fra begge lejre lavede lege og konkurrencer på det grønne område ved siden af det nye fælleshus.

Tags

Relaterede artikler

Top