Fakkeltog mod kystbyggeri

PLANLOV – Vejrguderne var ikke med sagen, for de forsøgte at slukke faklerne med strid regn og blæst. Men engagementet glødede, da Danmarks Naturfredningsforening (DN) havde inviteret til fakkeltog den 31. januar i protest mod regeringens planer om opblødning af planlovene.

Med den seneste vækstplan arbejdes for en opblødning af reglerne for byggeri ved kysterne på udvalgte steder, så DN havde arrangeret fakkeltog langs kyster over hele landet. I Hjerting mødte omkring 60-70 DN-medlemmer og støtter frem for at stå op mod både vejret og de nye politiske vinde.

DN fakkeltog 02

Fakkeltoget fra Danmarks Naturfredningsforening var et smukt syn gennem Hjerting Strandpark.

Nye politiske vinde

”Danmarks Naturfredningsforening blev jo stiftet for 105 år siden for at beskytte kysterne, fordi der var et voldsomt pres på dem. Og så er det egentlig gået meget godt i mange år,” siger Leif Wagner Jørgensen, lokalformand for DN i Esbjerg Kommune.

DN fakkeltog 05

Trods kraftig regn og blæst lykkedes det at få gang i faklerne.

”Men nu fornemmer vi, at de politiske vinde er skiftet – måske også på grund af den økonomiske situation. Så nu har man meget travlt med at få udbygget ved kysterne. Det er jo smadderærgerligt, for det er det største sammenhængende naturområde, vi har i Danmark, og det er jo oprindelig natur. Det har vi ikke meget af, så det skal vi passe på.”

Fakkeltoget udgik fra P-pladsen ved Hjerting Strandpark, hvor kommunen arbejder på dispensation til en ny udstykning lige på den anden side af vejen. Men DN frygter, at der vil komme mere byggeri, tættere på kysten.

”Det ser vi jo, for der begynder at komme flere sommerhuse og helårshuse oppe ved Sjelborg og i Marbæk. Hvis man først lukker op ét sted, så spreder det sig,” advarer Leif Wagner Jørgensen.

 

Hans afdeling har også påklaget de otte nye ’landsbyhuse’ i Sjelborg, som der for nylig blev givet tilladelse til.

”Det handler ikke om, at de kan ses fra kysten. Men der er meget store naturværdier i det område, så det er vi meget kede af,” siger lokalformanden.

DN fakkeltog 04

Leif Wagner Jørgensen og Bodil Krenzen fra DN’s lokalbestyrelse bor selv på Sjelborgvej.

Han bor selv på Sjelborgvej tæt på de nye huse, og det samme gælder Bodil Krenzen, som også er medlem af bestyrelsen.

”Vi synes, at det her med at bygge kysterne til er at gå for vidt. Jeg synes, det er vigtigt, at vi beholder de danske kyster frie, som de er, for det er dét, vi er kendt for ude i verden,” fortæller hun, mens faklerne tændes.

”Nu har vi lavet en arrondering af Hjerting, og hvis man fortsætter med at bygge ud, hvad bliver så det næste? Så bygger man jo ind i Nationalparken, og et eller andet sted skal der altså være nogle grønne områder, som holdes fri,” siger Bodil Krenzen.

 

Ikke flere nye huse

Skal vi så også have væltet jeres hus i området?

”Nu er vores gård fra 1860, så det er jo ikke nybyggeri.”

Men den ligger også ude midt i naturen?

”Det gør den, ja.”

Hvorfor er det, at den må ligge der, når andre ikke må?

”Jamen, som jeg sagde, så er det noget med, at dét der har været engang, kan man godt plædere for skal have lov til at blive liggende.

Men et eller andet sted, så er det jo ikke hvem som helst, der har råd til at bygge de huse, vel. Jeg tror, at man på den måde favoriserer nogle bestemte befolkningsgrupper.”

 

Relaterede artikler

Top