Enghavegård Osteri udvider med pølsemageri og flere nye projekter

Lone og Martin Hansen fra Billum har nye planer for Enghavegård Osteri, men det skal stadig være småt og hyggeligt med en ny livsstil for hele familien.

Hele artiklen i PDF-format

IVÆRKSÆTTERI – Tankerne kom, mens hele familien holdt halvanden måneds ferie i Argentina og tænkte over, hvad fremtiden nu skulle bringe.

Lone og Martin Hansen fra Billum havde solgt deres store slagterbutik i Varde, og nu rejste de afsted med deres tre børn på otte, ti og tolv år.

”Vi kørte rundt fra gårdbutik til gårdbutik og tænkte: Det her kunne da lige være os! Vi vidste jo ikke, hvad vi skulle efter at have solgt butikken. Vi tog bare afsted og skulle bare slappe af. Men ungerne sagde, at det kunne de godt se idéen i,” fortæller Lone og Martin.

Frilandsgris og skinker

De blev opmærksomme på, at Enghavegård Osteri i Kjelst ned til bunden af Ho Bugt var sat til salg. Og sådan gik det til, at de har overtaget osteriet og gården, hvor det er planen at flytte ind og lancere en række nye projekter.

Langli Ost er en af specialiteterne, som afsættes via en grossist til nogle af landets førende gourmetrestauranter.

Slagtermester Martin er i gang med at bygge pølsemageri til gårdens egne frilandsgrise, han vil gerne lave flere specialoste, og parret planlægger også jordkældre til egne skinker, røgeovn og måske en havestue til kunderne med udsigt over bugten.

Familien kender alt til strabadserne som selvstændige, men vil først og fremmest leve det gode liv.

Skal give mening

”Det skal ikke være kæmpestort. Det skal stadig være sådan, at vi kan holde det nede og stadigvæk synes, det er hyggeligt. Det er det langsomme – det skal sgu ikke gå alt for stærkt.
Vi ved godt, at vi får travlt, og vi vil gerne arbejde. Men det skal også bare være
noget, der giver mening,” understreger Lone.

Martin har næse for ost efter oplæring hos den tidligere ejer.

Håndværket skal være i højsædet, og Martin – der et halvt års tid er blevet oplært i osteproduktion af den tidligere ejer – kan bruge nogle af sine generelle kompetencer indenfor produktion af fødevarer.

Den specielle mælk til osten skal stadig leveres fra et biodynamisk landbrug, der fodrer med hø, men tanken er, at den proteinrige valle fra osteproduktionen skal fodres i 30-50 årlige frilandsgrise.

”Vi skal ramme balancen mellem de to produktioner, og drømmen er at køre det op til en lille to- til fire-mands virksomhed. Grisene bliver skudt ude på marken og stukket her, inden de bliver kørt væk til slagtning. Så får jeg måske ti grise tilbage ad gangen, som jeg kan gå og hygge mig med nogle dage, og ugen efter kan jeg så lave ost,” lyder Martins plan.

Han har søgt LAG-midler til at etablere modningskamre til skinker under gårdspladsen.

Jordkældre til modning

”Vi har i sinde at bygge to jordkældre til at modne vores egenproducerede skinker. Det var den måde, man lavede Parma-skinker på for 50 år siden, inden det blev så stort, at det blev industrialiseret. Så kunne vi få den rigtige blødhed og fedme i skinken, og så laver vi også et kammer til oste.”

Planen er at lave produktion og modning så synligt som muligt, bl.a. med glasruder.

Det lille kredsløb på gården skal være en oplevelse. Også for familien selv i deres nye liv, når gårdens stuehus er sat i stand.

”Drømmen er at flytte herned i et hus med gammeldags køkken og hjørnebænk, hvor man kan gå ind og få en lur på bænken, når man har været oppe og lave sin ost tidligt om morgenen,” drømmer Martin.

”At opleve dagligdagen i sit hjem, gå ud og arbejde efter en middagslur og se børnene komme hjem fra skole. Det har vi ikke prøvet før, men vi har også nydt ikke at være tæt på vores arbejdsplads. Nu kan vi godt tænke os at prøve en helt ny livsstil – at gøre noget nyt.”

 

 

Relaterede artikler

Top