Mindeord: En beskeden mand der ragede op

MINDEORD – Det er svært at skrive om en mand, der betød så meget for så mange, men gjorde så lidt stads af sig selv.

Den slags risikerer at ende i store ord fra små mennesker, men Tage Sørensen – byens store erhvervsmand og mæcen – stod for lige det modsatte.

Han rundede de 100 år i december og sov stille ind i sidste uge, omgivet af sine nærmeste.

Familien har mistet et stort menneske, men kan trøste sig med, at han har levet et rigt liv på en måde, der handlede om alt andet end ham selv og det materielle.

Der er langt mellem mennesker som ham – både i erhvervslivet og livet i det hele taget. Men forhåbentlig kan vi andre blive inspireret af hans livsførelse, af hans store interesse for omverdenen og hans nysgerrighed på livet, lige til det sidste.

Ord er ofte utaknemmelige, så billedet her og historien bag det må gøre arbejdet.

Det ligner en dejlig dag i solen med den gamle mand og havet. Men flippen og frakkeskødet afslører, at der blæste en bidende barsk vind fra vest.

Den elskværdige mand og hans ligeså elskelige privatsekretær, Lene Østergaard, tog det dog med smil, stil og et overskud, man kun finder hos særlige mennesker.

Det er ægte klasse. Og det var stærkt gået af en agtværdig herre på 100 somre, som med god ret kunne have udbedt sig, at fotoseancen var forblevet hjemme i hans varme stue.

Men også i dén lille oplevelse var han både uselvisk og generøs. Sådan vil jeg personligt huske Tage Sørensen.

En sej mand i både klassisk og moderne betydning.

 

Læs også vores store Profilen-portræt af Tage Sørensen:
“100 år med store fodaftryk”

 

Relaterede artikler

Top