Dette er huset som Michael byggede

Michael Erting foran facaden på den ny sports- og kulturhus.

I det engelske børnerim er det Jack, der bygger huset. I Hjerting er det Michael

Hent artiklen som PDF her

”This is the house that Jack built”. Sådan indledes et meget kendt, engelsk og næsten endeløst børnerim eller ’nursery ryhme’.
Endeløs var også processen med at få Hjerting Sports- og Kulturhus op at stå – næsten.
10 år tog det. Men nu er det der, det 15 millioner kroner dyre fælleshus for hele byen, halvt betalt af HIF og sponsorer, halvt af skatteborgerne i Esbjerg.
Og den 21. februar klokken 15 er der planlagt indvielse med gymnastikopvisning, folkedans, rundvisning og glade taler.

Huset rummer mange muligheder. Her skal være fitness-afdeling

Huset rummer mange muligheder. Her skal være fitness-afdeling

Med i HIF i 26 år
En af grundene til, at det er lykkedes, er den endeløst tålmodige, meget beskedne og myreflittige maskiningeniør Michael Erting fra Hjerting, der i det seneste år har arbejdet på fuld tid som ulønnet frivillig for som formand for bestyrelsen for den selvejende institution at få byggeriet gennemført. Det har vi taget en snak med ham om. Og nej, han har ikke bygget huset selv, kan vi godt røbe.
”Jeg blev involveret via Torben Hansen, tidligere næstformand i HIF. Vi kendte hinanden udmærket. Jeg har været medlem af HIF i 26 år, og han var min revisor. Han spurgte mig for knap to år siden, om ikke jeg havde lyst til at være med, og jeg sagde ja. Jeg vidste godt, det ville blive et stort arbejde, jeg har jo stået for at bygge adskillige olie- og gasfelter og lavet udviklingsplaner for mange nye ting hos Mærsk Olie og Gas. Så jeg er godt kendt med projekter. Men det her har været meget anderledes, alting har været meget tættere på, der har ingen mellemled været,” fortæller Michael Erting, der har holdt øje med alt, blandt andet hærværk på taget, manglende termostater, for store huller i badeværelsesfliserne og meget, meget andet.

Der arbejdes i skrivende stund stadig på huset. Der mangler desværre penge til underlag på p-pladsen.

Der arbejdes i skrivende stund stadig på huset. Der mangler desværre penge til underlag på p-pladsen.

”Det har taget næsten 10 år, fra man begyndte at tænke på det. Man ville have startet i 2017, men det blev først i februar 2019. Undervejs har vi haft meget at takke Esbjerg Kommune for. Den har været overordentlig velvillig,” fastslår han.

Udlagt til formålet
Placeringen ved Tobølparken 25 passede kommunen godt, da det er kommunal jord, der er udlagt til formålet, og diskussionen om en hal eller et hus afgjorde kommunen også. Der er haller nok, lød vurderingen, men et hus med plads til kultur ville politikerne godt give penge til. Så sådan blev det.
”Men hvem ved, der er jo plads nok, så måske kommer der en hal om 10-15 år, hvis nogen skaffer pengene,” funderer han.
Nu er der et gældfrit, spritnyt og lækkert sports- og kulturhus, og nu gælder det om at få foreningerne til at booke det. Dagplejerne har allerede vist interesse, og når HIF Fitness og alle de andre afdelinger begynder at bruge huset, spredes budskabet sikkert hurtigt. At konkurrere med kroer, forsamlingshuse og badehotellet er der dog ikke planer om.
”Vi skal også se, om vi kan få et samarbejde med Jon & Dittes Hus op at stå. Det vil vi gerne mødes med dem om. De vil gerne bygge en sal selv, men i mellemtiden kan vi da godt lægge hus til nogle af de aktiviteter, de flytter til kirken, for eksempel,” slutter formanden.

Blå bog Michael Erting

Michael Erting, formand for Den selvejende institution Hjerting Sports- og Kulturhus.

Michael Erting, formand for Den selvejende institution Hjerting Sports- og Kulturhus.

Michael Erting er 66 år og stammer fra Helsing­ør. Han er uddannet maskiningeniør og har arbejdet 36 år for Mærsk Olie og Gas.
Han har blandt andet været med til et konstruere og opføre de mange olie- og gasplatforme i Nordsøen.
Michael Erting bor med fru Tina på Matrosvænget i Hjerting, tæt på det ny sports- og kulturhus. Har to børn og to børnebørn.
Han har været aktivt medlem af Hjerting Idrætsforening i 26 år.
Nyder derudover at være i sommerhus og ses gerne med gamle spejdere fra Helsingør.
Med i bestyrelsen for den selvejende institution Hjerting Sports- og Kulturhus har han kasserer Jens Juul Poulsen, Jesper Elkjær Sørensen, Finn Arne Hansen og Henrik Clausen. Desuden er Flemming Bro Lund, HIF og Claus Jensen fra HIF Tennis tilknyttet.

Tekst og foto:
Finn Arne Hansen

Tekst:

Relaterede artikler

Der er lukket for kommentarer.

Top