Coop lader partnerne udvikle fremtidsplan for Sædding Centret

DETAILHANDEL – Coop-koncernen, der ejer en stor del af Sædding Centret, har nu ændret signaler i en retning, der kan tolkes som godt eller dårligt nyt.

Hjerting Posten kunne sidste år i august fortælle om hovedtrækkene i en ny, ambitiøs fremtidsplan for det skrantende center, hvor bl.a. en intern rokade og opførelse af lejligheder indgår i tankerne. Planerne blev ved den lejlighed bekræftet og bakket op af Coop, der kaldte sig en ’helt sikkert aktiv medspiller’, som det lød dengang.

”Det er naturligvis de to store ejere, der er i fællesskab driver det her, ellers har det ingen gang på jord,” sagde Henry Mikkelsen fra Coop således i august.

Han er nu gået på pension, og der lyder lidt andre toner fra hans efterfølger.

”Vi har udliciteret den sag til firmaet 2S Consult, som varetager vores interesser. Vores ønskescenarie vil være et salg af hele centret til en ny investor under de rette betingelser,” siger projektchef Brian Nielsen fra Coop.

”Vi har bare ikke fundet den investor endnu, så foreløbig er der kun tale om gode intentioner.”

Vil I fortsat arbejde med udviklingen af centret?

”Nu siger du center – jeg ved da ikke, om Esbjerg har brug for flere centre. Coops
interesse er, at vi har en udmærket butik. Det er selvfølgelig også i vores interesse at have andre lejere, men det er bare ikke noget, vi hos Coop lægger kræfter i nu. Vi ønsker at sælge det, men vil aldrig sælge uden at være en del af det med en butik. Vi vil gerne lave et betinget salg, men vi vil nok også betinge os, at der ikke kommer en konkurrent,” siger Brian Nielsen.

Han oplyser, at Coop nu fokuserer på driften og kun deltager i møder som medlem af centerforeningen og ejerforeningen, mens alt vedrørende udvikling og salg er lagt hos 2S Consult.

Her oplyser man, at der fortsat arbejdes med at finde nye investorer.

”Det er jo en udviklingssag, så det er ikke noget, der sker over natten. Det er nøjagtigt samme plan, hvor vi arbejder med forskellige modeller for at komme videre,” siger direktør Sven Blokager, 2S Consult.

”Vi vil gerne have det løst, men vil også gerne finde nogle, der kan bære det skridtet videre. Nu er der lavet nogle ideer og nogle tanker, og så kommer der måske nogen, der vil arbejde videre med det.”

Mads Dam Jensen fra Ejendomsselskabet Bangs Gård A/S, som er den anden hovedejer af Sædding Centret, har ikke været at træffe for uddybende spørgsmål.

”Vi er i positiv proces, men tingene tager blot lidt længere tid, end vi havde håbet på,” skriver han i en kort mail til avisen.

 

Flytning af Fakta og nye lejligheder

Som beskrevet i august sidste år her i avisen arbejder ejerne med en fremtidsplan for Sædding Centret.

Bl.a. med en intern rokade, hvor Fakta-butikken rykker ud mod Tarphagevej og giver plads til opførelse af kystnære lejligheder, som skal være med til at finansiere en ombygning af centret til de eksisterende lejere.

 

Relaterede artikler

Top