Redaktør arkiv: Lene Weber

Gitte coacher stressen væk og arbejdsglæden frem

COACHING – Fra DSBs personaleledelse til et lille lokalt malerfirma. Gitte Friis spænder bredt, når hun afholder workshops og rådgiver virksomheder eller enkeltpersoner.

Hvad gør dine tanker ved dig? Det er et af de spørgsmål, Gitte Friis, kvinden bag Victory Coaching, kredser om, når hun afholder en individuel session med dig i sin coachhytte, der er placeret i forhaven på Hjerting Strandvej. De afslappede og hyggelige omgivelser indbyder til en åben og ærlig snak under fire øjne.

Måske lære at sige nej

”Samtalerne drejer sig primært om stresshåndtering, medarbejderudvikling samt erhvervs- og karrierecoaching. Det kan være, du har fået en ny stilling og har brug for rådgivning, det kan også være, du har brug for afklaring i forhold til din videre karriere. Eller måske handler det om at lære at sige nej,” forklarer Gitte Friis.

Stress fylder meget

Særligt stress er et emne, der fylder meget i rådgivningen fra den professionelle coach.

”Stress er noget, der rammer rigtig mange, men ofte taler man om arbejdsrelateret stress, og det mener jeg kan være misvisende, da privatliv og arbejde hænger meget tættere sammen, end vi er bevidste om,” siger Gitte Friis.

På den positive side kan hun dog se, at virksomhederne er blevet bedre til i god tid at sende medarbejdere af sted til coaching, inden de eventuelt skal sygemeldes med stress i en længere periode, og det ender med at blive dyrt for virksomheden.

”Hvis man kan blive i virksomheden – eventuelt på nedsat tid og/eller med færre opgaver – er det bedre for de fleste stressramte. Du beholder dine relationer og skal ikke over den hurdle, det hurtigt bliver at vende tilbage engang,” forklarer Gitte Friis.

Med en baggrund i det private erhvervsliv har hun et perfekt udgangspunkt for at kommunikere målrettet med virksomheder og erhvervsfolk. Efter ca. ti år i energibranchen valgte hun i 2004 at sige sit markedsføringsjob op og tage til København for at blive erhvervs- og lifecoach samt certificeret stresscoach.

Masteruddanelse

Herefter blev hun ansat hos virksomheden AS3, der primært beskæftiger sig med karriererådgivning. Jobbet har dannet grundlag for hendes videre karriere som coach, og i dag er Gitte Friis hundrede procent selvstændig med kunder i energisektoren og fast tilknytning til flere lokale virksomheder.

Samtidig er hun i gang med en masteruddannelse i coaching i København.

Det andet ben i Victory Coaching omhandler workshops og foredrag under mange overskrifter. Et af dem kunne være ’Mere energi og glæde – mindre stress’.

”Jeg er altid ude at tale med virksomheden, inden jeg tilrettelægger forløbet. Måske har de brug for at få lavet en trivselsundersøgelse, eller måske handler det om at få formuleret, hvad det er, de gerne vil være bedre til. Under alle omstændigheder er det vigtigt at få afklaret, hvad slutproduktet eller resultatet skal være, forklarer Gitte Friis.

Humor og handling

Hun har netop fået en henvendelse fra DSBs personaleledelse, der ønsker at samarbejde med hende omkring et ledelsesseminar med fokus på stresshåndtering, arbejdsglæde og motivation.

”De er trætte af teorier og ønskede én med en mere praksisorienteret tilgang. Og så bed de mærke i, at jeg på min hjemmeside skriver, at mine oplæg er humoristiske,” beretter den erfarne coach med et stort smil, som ikke efterlader tvivl om, at hendes styrke ligger i den menneskelige relation.

Nu kan massøren Anilla igen følge sine kunder

MASSAGE – Efter et års tid som ansvarlig for Hjerting Badehotels massageafdeling er tilflytter Anilla Lunde startet op som selvstændig massør fra privaten i Hjerting.

”Det bliver dejligt igen at kunne følge kunderne. På badehotellet er det næsten udelukkende gæster udefra, som benytter sig af wellness-massagen, så dem nåede jeg som regel kun at se én gang. Det giver mig langt højere faglig tilfredsstillelse at kunne følge en udvikling hos mine stamkunder i forhold til deres behov og behandling og at tilpasse min massage specifikt til hver enkelt kunde,” konstaterer Anilla Lunde.

Ud over at være uddannet sports- og erhvervsmassør er hun cand.ling.merc.com. og har arbejdet med kommunikation for Mærsk Oil i ti år. I 2011 startede hun op som massør fra privatadressen, der dengang lå i Hareskovby på Sjælland. Samtidig arbejdede hun som freelancemassør og tog ud og masserede på virksomheder.

I 2014 flyttede Anilla sammen med sin mand og parrets fire yngste børn til et andet naturskønt område, nemlig Hjerting. Nu er de flyttet ind i et rummeligt, nybygget hus på Vinkelvej, hvor Anilla har fået plads til at etablere et hyggeligt behandlerrum.

”De fleste booker en hel time ad gangen, så jeg kan komme i dybden og ind til kernen af muskelspændingen. Jeg oplever, at folk i dag generelt er meget bevidste om at tage godt vare på deres krop,” fortæller sportsmassøren, der både masserer børn og voksne.

”Det er vigtigt og sundt for børn at lære at slappe af. De har alt for mange spændinger i ryg og nakke i en alt for tidlig alder på grund af tunge tasker og adskillige timer foran pc’en,” bemærker hun.

Dog er der en gruppe mennesker, Anilla gerne ville behandle flere af:

”Jeg vil sådan ønske, at de ældre får øjnene op for massagens godgørende effekter. Efterhånden som vi bliver ældre, bliver kroppen mere og mere stiv. Det er ubehageligt, men en dybdegående massage kan afhjælpe ubehaget hos rigtig mange,” forklarer Anilla, der godt kunne tænke sig at afsætte en ugentlig formiddag til at tage ud til områdets ældrecentre og tilbyde massage.

For at få kickstartet tilværelsen som selvstændig giver hun 25 pct. rabat i april og maj, og samtidig har hun været rundt og dele flyers ud i lokalområdet.

”Jeg er blevet taget rigtig godt imod her i Hjerting. Nu vil jeg gerne give noget tilbage, og så synes jeg også, der skal lidt gang i byen her, så man ikke altid skal helt ind til Esbjerg centrum,” lyder det fra massøren på Vinkelvej.

Betina lever drømmen ud med Gård-Butikken

Tekst og foto: Lene Weber

 

LANDHANDEL – Luften er kølig i Gård-Butikken på Bovbjergvej 6 uden for Guldager. Så holder frugter og grøntsager sig friske og vitaminrige. Betjeningen, derimod, er der ikke noget køligt over.

Indehaver Betina Qvist Carlsen og medhjælper Emilie Kristensen, der også er hestepige på gården, tager sig god tid til en sludder og byder gerne på en lille smagsprøve.

DSC_7916

Der satses på danske varer i Gård-Butikken. I den nærmeste fremtid har Betina Qvist Carlsen planer om at få etableret en ny og indbydende ’kartoffelbar’.

 

”Det er lidt over en måned siden, jeg åbnede, og her kommer både folk fra nabolaget og resten af Esbjerg. En del lægger vejen forbi på cykel og gør os nærmest til et lille udflugtsmål,” fortæller Betina Qvist Carlsen med et smil.
Det er en gammel drøm, der nu er gået i opfyldelse for den 48-årige børnehaveklasseleder på Bohrskolen. Et faktum, gårdens 300 kvadratmeter og meget velfriserede urtehave da også vidner om.

En gammel drøm

”Jeg har længe godt kunnet tænke mig at åbne en gårdbutik med frugt og grønt. Jeg har snakket om det i et par år, og i starten af året gik vi så i gang med at renovere en stor del af staldbygningen,” beretter den stolte butiksindehaver, der er så heldig at have en søn med teknisk snilde helt ud i fremstilling af moderne butikshylder.

Mange har efterfølgende givet udtryk for, at de synes, det er sejt, hun har kastet sig ud i at udleve drømmen.

På gården har hun foruden gårdbutikken ti højlandskøer og to heste at se til.

Gårdbutikken, der også byder på italienske lækkerier såsom balsamico, oliven, rød- og hvidvin, chokolade med mere, holder åbent fra kl. 15-18 på hverdage og 10-14 i weekenden.

DSC_7920

Betina Qvist Carlsen har lagt meget energi i at finde frem til gode leverandører.

 

Marbækdagen lokkede ekstra mange ud i naturen

NATURDAG – Den 20. udgave af Marbækdagen blev et endnu større tilløbsstykke, end den plejer at være. Og vejret var med det store arrangement.

Alle sejl var sat til, da Marbækdagen blev afholdt søndag den 31. maj – samme dag som Den Europæiske Nationalparkdag. Et sted mellem 3.500-4.000 børn og voksne begav sig i løbet af dagen ud i det grønne for at opleve og lære om områdets meget varierede natur og dyreliv.

Takket være de utroligt mange foreninger og fagfolk, der stod klar til at formidle og igangsætte aktiviteterne, gik leg og læring op i en højere enhed.

Billedgalleri:


Ulven kom også

Myrthuegård levede godt op til sit navn: området var en sand myretue af aktivitet. Jægere, fiskere, ornitologer, skovfolk, spejdere, naturvejledere, pædagoger fra skovbørnehaven, diverse håndarbejdsfolk, bådebyggere og mange flere havde taget opstilling ude og inde. Særligt dyrene var populære blandt de yngste. Ét af dem var de fleste dog nok glade for kun at opleve i udstoppet tilstand – nemlig ulven!

Fuldt hus i Naturbussen

Fyldt til bristepunktet kørte Naturbussen i pendulfart mellem Myrthuegård og Marbækgård, hvor der ligeledes var meget at opleve. Her kunne de besøgende også tage sig et hvil og nyde en buffet med helstegt Varde Ådal-kvæg.

“Vi er glade for, at vi besluttede at flytte arrangementet fra starten af maj til slutningen, så det falder sammen med Den Europæiske Nationalparkdag. Det tror vi på vil give mere PR-værdi, og allerede i år kunne vi faktisk se, at Marbækdagen havde tiltrukket flere internationale gæster end hidtil,” konstaterer Jens Futtrup, leder af Natur- og Kulturformidlingscentret Myrthuegård.

Han glæder sig desuden over, at det kan lade sig gøre at tiltrække et væld af eksperter fra hele landet og få dem til – på engagerende vis – at fortælle om den naturskat, vi esbjergensere har liggende i ‘baghaven’.

Flere småbåde havde planlagt at ankomme til plantagen ad søvejen på Marbækdagen. Men vinden drillede ved Ho Bugt, så nogle måtte opgive, mens andre var friske og tog udfordringen op.

Nær stranden ud for Marbækgård kunne man møde repræsentanter fra Esbjerg Roklub og Ho Bugt Sejlklub, og ude fra havet ankom en gruppe mænd fra Hjerting Kanelaug sidst på formiddagen i Nibejollen Yøta og den totalrenoverede Hjerting-kane Hennings.

Strømmen tog en båd

“Bådene er først lige kommet i vandet, fordi vejret som bekendt ikke har været for godt her i foråret. Vi var også i tvivl, om vi kunne sejle i dagens blæsevejr, men det gik da,” fortalte Poul Nielsen fra Hjerting Kanelaug, mens han nød et velfortjent hvil på strandbredden.

Det tog de små nænsomt restaurerede både tre kvarter at gennemføre turen fra Hjerting til Marbæk.

Her fik de selskab af endnu en lille båd, nærmere betegnet en Ringkøbing-smakke fra Nymindegabklubben ”V6 æ gaf”.

Båden fulgtes oprindeligt med endnu en småbåd, som dog endte med at blive ført med strømmen til Kjelst!

 

Bibliotekslukning vil ramme hele Sædding

Hele artiklen i PDF-format

BIBLIOTEKSLUKNING – Hvis politikerne vælger at lukke biblioteket i Sædding, som der er lagt op til i en anbefaling fra Kultur & Fritidsudvalget, frygter folk i bydelen, at det vil få store menneskelige omkostninger.

Sædding-Fovrfeld Lokalråd fik arrangeret et borgermøde 6. maj efter nyheden om, at politikerne ønsker at spare 1,9 mio. kr. ved at lukke lokalbibliotekerne i Sædding, Kvaglund og Tjæreborg. Her stod det hurtigt klart, at sagen langt fra udelukkende drejer sig om den mistede mulighed for at kunne låne en ny spændingsroman eller tegneserie, når man alligevel er henne for at handle i Sædding Centret.

Udkants-Esbjerg

“Vi bliver udkants-Esbjerg! Lej Hovedbiblioteket ud, decentralisér i stedet for at centralisere! Der er tilknyttet 80 interesseorganisationer til biblioteket og Mødestedet – hvor skal de være fremover? Det er sårbare grupper, man har med at gøre! Følgeudgifterne ved at lukke biblioteket kan blive store, når de unge ikke længere har et sted at være”.

Sådan lød et udpluk af de mange fremmødte borgeres argumenter og bekymringer, som var stilet mod de to fremmødte byrådspolitikere og medlemmer af Kultur- & Fritidsudvalget, Jakob Lose (V) og Hans Erik Møller (A).

De to politikere måtte svare på mange kritiske spørgsmål, efter de havde redegjort for anbefalingen om en lukning, som skal træde i kraft 1. januar 2016.

“I disse tider er der ikke noget, der hedder små besparelser”, fastslog Jakob Lose.

“Siden 2007 har kommunen sparet 7,7 mio. kr. på biblioteksområdet ud af et budget på 50 mio. kr., og det er primært sket gennem personalebeskæring. Med historikken in mente står vi nu ved en skillevej, hvor vi risikerer, at ingen tilbud lader sig gøre nogen steder, hvis vi bliver ved at lave besparelser”, uddybede Jakob Lose.

Automat og bogbusser

Han kunne samtidig slå fast, at han vil anbefale byrådet at finde penge til en betjeningsautomat og bogbusser i Sædding, lige som han også ser det som en politisk opgave at finde alternative løsninger på en erstatning for Mødestedet.

“Med denne løsning bliver der luft til, at vi kan højne kvaliteten på Hovedbiblioteket. Men der er ingen tvivl om, at dette er en situation, ingen ønsker, og vi vil meget nøje studere alle høringssvarene”, lød det supplerende fra Hans Erik Møller.

Mange ensomme

Fra salen lød mange bekymrede indlæg om fremtiden.

“Vi snakker om penge i stedet for om mennesker. For et par år siden blev der foretaget en stor undersøgelse i Sædding/Ådalen, som viste, at her er mange ensomme, og man fandt frem til, at det er vigtigt med et samlingssted”, bemærkede Lillian Jensen.

Hun har boet i Sædding siden 1963 og har som dagplejer gjort flittigt brug af bibliotekets gratis faciliteter.

Høringsfristen slut

Tidligere bibliotekar Martin Hjelmborg har prøvet lukkeøvelsen flere gange gennem årene.

“Måske bør vi tænke helt anderledes og overveje sponsorering eller folkeaktier”, lød en af hans bemærkninger, som i øvrigt fik stort bifald fra den fyldte sal.

Høringsfristen sluttede fredag den 22. maj, og nu skal det vise sig, om politikerne lytter til de mange kritikpunkter, som er blevet fremsat de seneste uger.

 

Charlotte Stokholm

Charlotte Stokholm, Granvej, Sædding

”Jeg bruger det ubemandede bibliotek om aftenen, og så er jeg med i en læsegruppe under Sædding Borgerforening. Vi mødes én gang i måneden og har et stort aldersspænd.

For at benytte Mødestedet skulle vi betale – så blev vi hjemløse, men fik lov at benytte biblioteket. Det betød, at vi kunne rekruttere nye medlemmer til læsegruppen, fordi andre kom forbi og blev nysgerrige. Et bibliotek binder folk sammen på tværs af aldre. Man kan genkende hinanden og er mere tilbøjelig til at hjælpe og hilse”.

 

Annette Petersen

Annette Petersen, Neptunvej, Sædding

”Jeg underviser på Sædding Aftenskole, og vi bruger lokalerne meget. Privat låner jeg særligt e-bøger, så jeg kan lytte, mens jeg laver håndarbejde. Jeg frygter, at en lukning vil gå hårdt ud over de ældre og de unge og føre til øget ensomhed og kriminalitet”.

 

Thomas Hovgaard og Joan Langgaard

Thomas Hovgaard og Joan Langgaard med børnene Tea, Magnar og Elianna, Fyrparken, Sædding

”Sædding mangler aktiviteter for børn og teenagere.
De vil komme til at mangle et sted at være, så de ikke hænger ud på gadehjørnerne. Vi bruger biblioteket til studier og mødregruppe-hygge, og fordi vi ikke har bil, kommer vi ikke bare lige ind til byen”.

 

Fakta – Sædding Bibliotek

  • Er kommunens næststørste bibliotek
  • Udlåner 100.000 materialer årligt, hvilket svarer til en tredjedel af hovedbibliotekets udlån
  • Har ca. 108.000 årlige besøg inkl. Mødestedet
  • Holder åbent 98 timer om ugen
  • Beskæftiger seks medarbejdere, svarende til 5,5 fuldtidsstillinger
  • Benyttes af over 20 daginstitutioner og 63 dagplejere
  • Mødestedet er samlingssted for mere end 80 foreninger

 

Svær udlejnings-situation kan redde dele af biblioteket

Det kan blive svært for Esbjerg Kommune at sælge bibliotekslokalerne i det skrantende Sædding Center med mange tomme lokaler. Lykkes det ikke at sælge lokalerne i Sædding og Kvaglund, får kommunen en udgift på en halv mio. kr. årligt og kan dermed ikke spare de planlagte 1,9 mio. kr.

“Hvis lejemålet ikke bliver solgt, skal pengene findes på biblioteksområdet. I den situation vil vi være villige til at drøfte, om dele af biblioteket stadig kan være i funktion”, beretter formand for Fritids- & Kulturudvalget, Jakob Lose.

“Jeg ville have det rigtig dårligt med, at vi bare ruller gardinerne ned. Derfor er jeg positivt stemt for at se på, om det kan lade sig gøre at flytte kommunale aktiviteter ind i lokalerne og på den måde beholde Mødestedet.

Og samtidig mener jeg også, der er gode muligheder for at flytte nogle af Mødestedets aktiviteter til den flotte sal i Fyrparken lige over for biblioteket”.

 

 

Kraftcenter for hele 6710 hos SGI Fitness

Hele artiklen i PDF-format

FITNESS – SGI Fitness & Motion i Guldager er et kraftcenter for hele 6710-området. Her mødes folk i alle aldre og med vidt forskellige hvilepulser for at motionere og hygge sig sammen.

Allerede inden jeg når indenfor dørene, hilser medlemmerne høfligt godmorgen ude på parkeringspladsen. Inde i centret er der flere morgenfriske smil og nik fra medlemmer, som er ved at gøre sig klar til holdtræningen, er i gang med deres egne styrke- og kredsløbsprogrammer eller er færdige med at svede og er på vej ud af døren for at komme på arbejde.

I caféområdet sidder folk og hyggesnakker over en kop kaffe. Velværen lyser ud af dem.

Succes lige fra start

Det er fredag morgen i foreningsfitnesscentret SGI Fitness & Motion, der ligger centralt i Guldager. Lige siden den nyopførte bygning stod klar i oktober 2009, har centret redet på en succesbølge.

”Allerede efter fem uger måtte vi lukke for tilgang, og de første to år havde vi en venteliste. Nu har vi et bedre flow med lidt over 1000 medlemmer og plads til ca. 1100 medlemmer, beretter non-profit foreningens formand gennem de sidste tre år,” Mette Agerskov.

Hun er en af centrets 80 frivillige og herunder blandt de 60 instruktører, der sørger for, at der hver uge i vinterhalvåret bliver gennemført i omegnen af 60 holdtimer. Ud af de 80 frivillige i centret arbejder de 20 p.t. med administrative opgaver.

Denne morgen guider Mette to hold igennem en times sveddryppende Indoor Cycling. Der kører i alt tre Indoor Cycling-hold fredag morgen, og om eftermiddagen går det løs igen. Spinningcyklerne er af mærket Kaiser M3 med indbygget cykelcomputer.

”Ren lir for kendere,” bemærker Mette, inden en ældre herre fra holdet, der skal til at starte, kommer hen og afbryder for at give hende et kram.

”Det er vores morgenkram-rutine,” forklarer Mette smilende.

At udstyret er i orden, er generelt noget, man lægger vægt på. Bestyrelsen bruger årligt 200.000 kr. på nyt grej. Det samlede budget er på ca. to millioner kr., som primært hentes ind via medlemskontingenterne, men også via sponsorater, lidt lokaletilskud fra kommunen og webshoppen.

Foreningsfitness

Inde i den store sal er holdet ’Effekt’ nu også gået i gang. Her har Lora Thomsen indledt opvarmningen sammen med 24 kvinder og en enkelt modig mand, inden de tager hul på de styrkebetonede øvelser.

Som medlem af DGI Foreningsfitness er SGI Fitness & Motion underlagt DGIs koncept og har mulighed for at trække på deres konsulenter.

”Vi har et rigtig godt samarbejde med DGI, der ynder at fremhæve os som det gode eksempel på et vellykket foreningsfitness­center. Og så er de i øvrigt meget glade for at benytte vores lokaler, når de afholder kurser,” beretter formanden, efter hun har fået pulsen ned igen og har slået sig ned i en cafestol ligesom flere af de andre fra holdet.

Visionsdag til juni

Hun fortæller, at bestyrelsen vil afholde en visionsdag i juni måned, hvor de – bl.a. ved at kigge på andre fitnesscentre – vil forsøge at få klarlagt, hvor centret i Guldager skal have bevæget sig hen om fem år.

”Vi har en plan om at få centret certificeret af DGI. Det kræver først og fremmest, at vi får mere styr på it-systemerne, men også at vi får udarbejdet mere pr-materiale, hvilket er en kæmpe opgave,” konstaterer Mette Agerskov.

Også udendørs

Lige nu, på denne årstid, skifter mange af medlemmerne de indendørs aktiviteter ud med udendørs-aktiviteterne. Det betyder, at fitnesscentrets hold inden for mountainbike, landevejscykling og løb sættes i gang.

”I vores løbeklub spænder vi fra lygtepæl-til-lygtepæl-niveau til hold for dem, der træner til et maraton. Det samme gælder landevejscykling, hvor du faktisk kan være med på en gammel ’havelåge’, mens der også er nogle, der virkelig kører stærkt. Jeg har selv lige været med på en mountainbiketur i Vognsbølparken, hvor vi fik teknisk undervisning undervejs. Det var vildt fedt, og der var smil og sved at spore hos os alle,” beretter Mette Agerskov.

Sociale events

Centret samarbejder desuden med andre klubber om at arrangere fællesture, typisk om søndagen, og der bliver jævnligt lavet events – senest en 6-timers spinning-event med gæsteinstruktører samt efterfølgende middag og bar.

”Medlemmerne er vilde med det på grund af det sociale aspekt,” konstaterer formanden.

Da centret i oktober 2014 kunne fejre fem års fødselsdag, foregik det med et vellykket åbent hus-arrangement med åbne sale og live musik.

Medlemmerne havde selv lavet tapas og sandwich, mens instruktører, webshop og sponsorer stod klar ved stande.

Cykelsimulatorer

Samtidig fik man indviet ’Platformen’ – en smart rumløsning, der har skabt mere plads og bedre udnyttelse af kvadratmeterne.

Oppe på platformen kan medlemmerne blandt andet køre en tur op i bjergene via de to cykelsimulatorer.

I morgen tidlig er Mette igen tilbage i centret. Her leder hun et yogahold, der hver fjerde gang kun er for mænd. Det er næsten altid lig med et fuldt hold, for som Mette siger:

”De kan mærke, at de har godt af det.”

 

 

Fakta: SGI Fitness & Motion

Foreningsfitnesscenter under SGI (Sædding Guldager Idrætsforening),
Navervænget 1, 6710 Esbjerg V

Kontingent: 1600 kr. om året for et fuldtidsmedlemsskab, 1300 kr. om året for et deltidsmedlemsskab (må ikke komme efter kl. 14).

Dertil kommer 50 kr. for køb af nøglechip til indgangsdøren.

Det praktiske

Centrets faciliteter inklusiv bad og omklædning er tilgængelige i tidsrummet kl. 05–22 søndag til torsdag og kl. 05–20 fredag og lørdag.
Receptionen er åben tre timer i hverdagene.

I centret findes et fitness- og frivægtsområde, en indoor cycling sal, to holdsale, fysioterapeutklinik (mod betaling),
et caféområde og et børnerum med tv og legetøj.

De udendørs aktiviteter omfatter landevejscykling, løbehold og mountainbike.

 

Pris for udstyr

Sportstøj og indendørs sko, eventuelt cykel- eller løbesko.
En god sports-bh er vigtig.

Nogle butikker sælger samlede startpakker med rabat.
Anslået pris for et fitnesssæt + sko ca. 1.000-2.000 kr.
Derudover investerer nogle i pulsmåler, holder til mobil (musik under træningen), drikkedunk og meget andet gear.

Ønsker du at afprøve landevejscykling eller mouintainbike, kan du eventuelt starte med at låne en cykel.

Mere information
www.sgifitness.dk

 

 

Mange flere skal i gang

Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) har netop lanceret en fælles vision med en delmålsætning om, at 75 procent af
befolkningen skal være fysisk aktive i år 2025.

I runde tal betyder det, at ca. 600.000 flere danskere skal dyrke idræt og motion, og i foreningsidrætten ser man positivt på den store fremgang i fitnesskulturen.

“I foreningsidrætten oplever vi en enorm efterspørgsel på den sundhedsfremmende idræt, og sammen med den kommercielle fitnessbranche kan vi nå flere aktive udøvere, end hvis vi stod alene,” siger Birgitte Nielsen, næstformand i DGI og formand for visionsgruppen.

 

 

 

Bente Kirkegaard, Hjerting

Pensionist siden november 2014, tidl. arbejdet på kontor

Hvorfor er du med her?

Fordi det er dejligt at blive strammet lidt op, og jeg gerne vil gøre noget godt for mig selv. Det føles godt for krop og sjæl. Jeg kender mange herude – det gør det også hyggeligt. Jeg kan dog bedst lide selv at træne i maskinerne.

Hvor længe har du været med?

Siden centret åbnede – dog med pauser pga. arbejdet.

Hvad er det gode liv for dig?

At man er frisk og rask, og at ens omgivelser er det samme. Og at man kan gøre de ting, man gerne vil.

 

Jørn Ibsen, Guldager

Pensioneret regionaldirektør i Sydbank, Århus.

Hvorfor er du med her ?

Primært for at få motion. Jeg spinner tre gange i ugen og cykler også udendørs.

Det giver en god kombination sammen med golfspillet. Og så er det jo smadder hyggeligt at komme her. Du lærer hurtigt folk at kende.

Hvor længe har du været med?

Siden 2010, hvor jeg gik på pension.
Hvad er det gode liv for dig?

At kunne gøre, hvad man har lyst til!

 

Jørn Kristensen, Guldager
Cementer, offshore ved Halliburton

Hvorfor er du med her?

Først og fremmest for at få motion. Men jeg nyder også den gode stemning, der er i centret – særligt om formiddagen, hvor mange ældre er her for at hygge sig og få motion. Det skaber en fin atmosfære.

Hvor længe har du været med?

Det er mit tredje år. Jeg træner tre-fire gange om ugen, når jeg ikke er offshore.

Hvad er det gode liv for dig?

At man er sund og rask og ikke har alt for mange skavanker.

 

Henriette Krabbe, Sædding
Sygeplejerske på Sydvestjysk Sygehus’ intensivafdeling

Hvorfor er du med her?

For at få motion og tage del i stedets sociale liv. Vi er flere kolleger, der træner sammen, og så mødes vi som regel fem-ti minutter, før holdet starter og får en sludder og det samme efter træningen.

Hvor længe har du været med?

Siden december 2014. Jeg har tidligere gået i løbeklubben, men da jeg fik en skade, måtte jeg finde ny motionsform.

Hvad er det gode liv for dig?

Det vigtigste må være, at man har det godt med sig selv og føler sig i balance. Dernæst handler det om at få det bedste ud af sin tid.

 

Top