263 siger nej til byggeri ved lysstien syd for Sjelborgvej

Christina Kjær Jørgensen Habekost fra Kløverholmparken er gået i brechen for at stoppe politikerne

POLITIK – Nej tak, ikke noget boligbyggeri på det grønne område syd for Sjelborgvej. Det mener Christina Kjær Jørgensen Habekost, der er beboer i Kløverholmparken. Og det mener ikke færre end 263 borgere, der dags dato har skrevet under på den klage, hun har skrevet og vil sende til Esbjerg Kommune inden høringsfristen slutter den 17. oktober. Underskriftindsamlingen, som kan findes i Facebook-gruppen For os der bor i Hjerting, er aktiv til 10. oktober.

Tættere på familien
Christina og hendes mand, der er maskinmester, stammer fra Vestjylland. De flyttede fra Frederiksberg til Kløverholmparken ved Sjelborg, fordi jobmulighederne var gode, fordi de gerne ville tættere på familien, og fordi deres tre børn skal vokse op i grønne, naturskønne omgivelser. Men nu vil et flertal af Esbjerg Byråds politikere ændre kommuneplanen, så der kan bygges boliger i det store, grønne område syd for Sjelborgvej ned mod Strandparken.
”Vi taler om en Unesco-beskyttet naturpark. Hvorfor vil man bygge i den? Det udvander jo begrebet totalt,” siger hun, men vi og sønnen Harald i klapvognen beser det skønne område tæt på familiens hus.
”Hele området her er ét stor rekreativt område, som folk ser som en udvidelse af Strandparken. Hvorfor ødelægge det,” slutter hun.

Tekst og foto:
Finn Arne Hansen

Argumenterne

1. De eksisterende udstykninger mister attraktivitet, når det grønne sammenhængende område ned til Strandparken og stranden bebygges.
2. Glæde og trivsel formindskes kraftigt, når det kystnære område nær Unesco-naturarvsområdet bebygges.
3. Trafikken vil stige yderligere, skolevejene bliver mere usikre end i forvejen.
4. Dyrelivet vil lide under øget byggeri. Der er i området set harer, fasaner, ræve, rådyr og sågar ulv. Området syd for Sjelborgvej er hjemsted for den meget sjældne rødlistede snylteplante lyngsilke

Top